Børn og kultur - mellem gamle begreber og nye forstillinger

Alle begreber har rødder i virkeligheden
Begreber udspringer af praksis og ender i praksis, som vores forestillinger om barneperpetiv og -kultuir, om barndom, børns kultur og børns perspektiv. Jo mindre man forstå af begreberne, desto mere uklart og usikker bliver resultaterne.

I det 20. århundrede blev det primært omfattet om det klassik-humanistiske dannelsesbegreb og det antropologiske kulturbegreb. Når virkeligheder forvandler sig, så bliver de to synlige for en stund, som uenigheder i praksis, ses som et enten-eller eller for-imod- Her er begreberne børn og barndom interessant for pædagogerne.

Under hastige forandringer, har der været opbrud i de kulturelle forestillinger og begreber omkring børn og barndom siden 1980erne.
Globalisering, aftraditionalisering, æstetisering og øget selvrefleksivitet påvirker i det sammfundmæssige og kulturelle forandringer.

Thomas Ziehe (tysk professor i pædagogik) siger, at der finder en kulturel frisættelse sted, i forhold til 1950erne, hvor det handler om en gennemgribe æstetisering af hverdagen. Alt i scenesættes, forvandlingsprocesser.
Frem til 1980erne havde begge, kultur- o uddannelseinstitutioner hver sin tilgang til det æstetiske. På den ene side var fokussen på viden om og rationel tilgang til kunst, på den anden side var den æstetiske formgivning et mål i sig selv.
Fra 1980erne bruges begge. Æstetikken tages i brug i hverdagen. Kunst for børn er pædagogisk tilrettelagt i forhold til alder, modenhed og udviklingstrin.

Thomas Ziehe siger, at der findes en kulturel, men ikke social frisættelse sted. Efter hans mening spiller den æstetiske betydning i børns kultur en større rolle for socialiseringen end institutionernes pædagogiske og didaktiske læreprocesser.
I 1970erne og 1980erne tror man, at børnekultur var en professionelt formidlet kultur og ungdomskultur var en selvstændig organisierende kultur. Igennem den kulturelle frigørelse bliver det synlig, at der er en forskel mellem børnekultur og børns kultur og at der er flere lighedstræk mellem børns kultur og unge kultur end tidligere antaget.

Forandringen (fra 1950erne) er ikke kun sket igennem insitutioner, men en stor del også igennem de nye medier. Legen har forandret sig. I 1950erne legede flokke af børn i forskellige aldre udenfor, i dag sker legen indenfor, med en stor del igennem de nye medier og en meget mindre gennemsnittsalder i gruppen.

Børnekultur betyder en professionel pædagogisk-psykologisk formidling.
Børns kultur er børnenes egne måder for at bruge hverdagskulturen.
Begrebet børnekultur gik igennem forandringen, så betyder begrebet til midten af 1980erne kultur for og med børn, delt i oplevelse- og aktivitesttilbud. For det i 1970erne blev det forbundet med ønsket om en programmflade for  børn i luft- og billedbårne medier.
I den gamle tid bliver voksne handlende og tænkende subjekter, det barnlige modtagende og oplevende objekt. Børn kunne ikke være subjekter for deres egne dannelsesprocesser. Det pædagogiske børnekulturbegreb var tilknyttet til et normativt børneperpektiv om børns bedste. Frem til 1980erne bliver børn sjælden set som væsener, der på egne betingelser var tænkende, aktive, kulturelt formende og socialt handlende.
Fra 1980er taler sociologien om barnet som aktør. Her har ikke børn ændret sig, men de dimensioner af dem, vi tidligere anså.

Men hvis børn er aktivt handlende, skabende og har direkte tilgang til æstetisk symbolske udtryksformer, så er det set med det pædagogiske børnekulturbegreb ikke mere ”Børn”. Hvis børn er i kultur, forandrer sig begrebet ”Børns kultur” tilbage til ”kultur for og med børn”.
Pludselig spiller børns perpektiv en stor rolle. Hvad er det for et blik, børn ser med? Hvilken position handler og taler de fra? Hvilken retning giver den deres praksis? Hvilken logik og etik rummer den?

Forskningen siden 1980erne har fokuseret på det. Hvordan afdækkes altså børns perpektiv? Svaret bliver en kombination af æstetisk teori, begrebsilggørelse og analyseformer. Det er teorier, begreber og metoder, som voksne tager i brug for at kunne nærme sig børns perpektiv.
Børns kultur kommunikere i handliger, handlinger som er konkret og ekspressivt i en kropslig kultur. Børns kultur er en autoteliske kultur, i hvilken leg spiller en stor rolle. Legen er sjovt, som virker meningsløs udefra, men er meningsfyld indefra. Det knyter sig til fritid og kulturliv, det er en metakultur.

Voksne har en anden kultur, de voksenes kultur er en instrumentel kultur, som knytter sig til pædagogiske institutioner, vidergående udannelser og arbejdsliv. Voksene har kun muligheden for  at betragte denne autoliske kultur udefra og de bliver dermed misfortolket.
Den russiske litteraturforsker, Mikkhail Bakhtins, udtrykker verden, mennesker og menneskelige relationer med bruge fra et karnelvalsbilledet. Alt hvad der formes og iscenesættes skal forståes med karnevalet som ramme og denne frugtbare latter og dens genfødende kraft som princip.

Vores kulturliv sætter sig hverken mod uddannelses- eller arbejdsliv, det retter sig mod os som mennesker. Her har vi muligheden for at se det bedste og det værste i øjnene. Vores krop besidder en hel del af kulturelle udtryksformer. Disse har vi ikke lært i skolen, dem har vi lært igennem menneskerne der har brugt det sammen med os.

I kulturlivet mødes vi på kryds og tværs med smagsfæller, det gælder for voksne og for børn. Men vi samler billeder af faktorer der influerer på børns smag. Man tolker meget på, at det er den forskellige kulturs kvaliteter, der styrer børns fortolkningsfællesskaber og deres smag. For børn er det brugsværdien der tæller.
Det sociale samvær på børns kulturelle felt er muligt gennem den æstetiske forankring.