Børn og kultur - mellem gamle begreber og nye forstillinger

Alle begreber har rødder i virkeligheden
Begreber udspringer af praksis og ender i praksis, som vores forestillinger om barneperpetiv og -kultuir, om barndom, børns kultur og børns perspektiv. Jo mindre man forstå af begreberne, desto mere uklart og usikker bliver resultaterne.

I det 20. århundrede blev det primært omfattet om det klassik-humanistiske dannelsesbegreb og det antropologiske kulturbegreb. Når virkeligheder forvandler sig, så bliver de to synlige for en stund, som uenigheder i praksis, ses som et enten-eller eller for-imod- Her er begreberne børn og barndom interessant for pædagogerne.

Under hastige forandringer, har der været opbrud i de kulturelle forestillinger og begreber omkring børn og barndom siden 1980erne.
Globalisering, aftraditionalisering, æstetisering og øget selvrefleksivitet påvirker i det sammfundmæssige og kulturelle forandringer.

Thomas Ziehe (tysk professor i pædagogik) siger, at der finder en kulturel frisættelse sted, i forhold til 1950erne, hvor det handler om en gennemgribe æstetisering af hverdagen. Alt i scenesættes, forvandlingsprocesser.
Frem til 1980erne havde begge, kultur- o uddannelseinstitutioner hver sin tilgang til det æstetiske. På den ene side var fokussen på viden om og rationel tilgang til kunst, på den anden side var den æstetiske formgivning et mål i sig selv.
Fra 1980erne bruges begge. Æstetikken tages i brug i hverdagen. Kunst for børn er pædagogisk tilrettelagt i forhold til alder, modenhed og udviklingstrin.

Thomas Ziehe siger, at der findes en kulturel, men ikke social frisættelse sted. Efter hans mening spiller den æstetiske betydning i børns kultur en større rolle for socialiseringen end institutionernes pædagogiske og didaktiske læreprocesser.
I 1970erne og 1980erne tror man, at børnekultur var en professionelt formidlet kultur og ungdomskultur var en selvstændig organisierende kultur. Igennem den kulturelle frigørelse bliver det synlig, at der er en forskel mellem børnekultur og børns kultur og at der er flere lighedstræk mellem børns kultur og unge kultur end tidligere antaget.

Forandringen (fra 1950erne) er ikke kun sket igennem insitutioner, men en stor del også igennem de nye medier. Legen har forandret sig. I 1950erne legede flokke af børn i forskellige aldre udenfor, i dag sker legen indenfor, med en stor del igennem de nye medier og en meget mindre gennemsnittsalder i gruppen.

Børnekultur betyder en professionel pædagogisk-psykologisk formidling.
Børns kultur er børnenes egne måder for at bruge hverdagskulturen.
Begrebet børnekultur gik igennem forandringen, så betyder begrebet til midten af 1980erne kultur for og med børn, delt i oplevelse- og aktivitesttilbud. For det i 1970erne blev det forbundet med ønsket om en programmflade for  børn i luft- og billedbårne medier.
I den gamle tid bliver voksne handlende og tænkende subjekter, det barnlige modtagende og oplevende objekt. Børn kunne ikke være subjekter for deres egne dannelsesprocesser. Det pædagogiske børnekulturbegreb var tilknyttet til et normativt børneperpektiv om børns bedste. Frem til 1980erne bliver børn sjælden set som væsener, der på egne betingelser var tænkende, aktive, kulturelt formende og socialt handlende.
Fra 1980er taler sociologien om barnet som aktør. Her har ikke børn ændret sig, men de dimensioner af dem, vi tidligere anså.

Men hvis børn er aktivt handlende, skabende og har direkte tilgang til æstetisk symbolske udtryksformer, så er det set med det pædagogiske børnekulturbegreb ikke mere ”Børn”. Hvis børn er i kultur, forandrer sig begrebet ”Børns kultur” tilbage til ”kultur for og med børn”.
Pludselig spiller børns perpektiv en stor rolle. Hvad er det for et blik, børn ser med? Hvilken position handler og taler de fra? Hvilken retning giver den deres praksis? Hvilken logik og etik rummer den?

Forskningen siden 1980erne har fokuseret på det. Hvordan afdækkes altså børns perpektiv? Svaret bliver en kombination af æstetisk teori, begrebsilggørelse og analyseformer. Det er teorier, begreber og metoder, som voksne tager i brug for at kunne nærme sig børns perpektiv.
Børns kultur kommunikere i handliger, handlinger som er konkret og ekspressivt i en kropslig kultur. Børns kultur er en autoteliske kultur, i hvilken leg spiller en stor rolle. Legen er sjovt, som virker meningsløs udefra, men er meningsfyld indefra. Det knyter sig til fritid og kulturliv, det er en metakultur.

Voksne har en anden kultur, de voksenes kultur er en instrumentel kultur, som knytter sig til pædagogiske institutioner, vidergående udannelser og arbejdsliv. Voksene har kun muligheden for  at betragte denne autoliske kultur udefra og de bliver dermed misfortolket.
Den russiske litteraturforsker, Mikkhail Bakhtins, udtrykker verden, mennesker og menneskelige relationer med bruge fra et karnelvalsbilledet. Alt hvad der formes og iscenesættes skal forståes med karnevalet som ramme og denne frugtbare latter og dens genfødende kraft som princip.

Vores kulturliv sætter sig hverken mod uddannelses- eller arbejdsliv, det retter sig mod os som mennesker. Her har vi muligheden for at se det bedste og det værste i øjnene. Vores krop besidder en hel del af kulturelle udtryksformer. Disse har vi ikke lært i skolen, dem har vi lært igennem menneskerne der har brugt det sammen med os.

I kulturlivet mødes vi på kryds og tværs med smagsfæller, det gælder for voksne og for børn. Men vi samler billeder af faktorer der influerer på børns smag. Man tolker meget på, at det er den forskellige kulturs kvaliteter, der styrer børns fortolkningsfællesskaber og deres smag. For børn er det brugsværdien der tæller.
Det sociale samvær på børns kulturelle felt er muligt gennem den æstetiske forankring.

Vittigheder

Jeg har været i en SFO for at få nogle vittigheder fortalt og i et fritidshjem.
Børnene var ikke forberedte og de fleste kunne ikke fortælle en vits. Dog har jeg fået et par stykker fortalt:

Slangeungen spørg slangemoren:
”Mor, er vi egentlig giftige?”
Moren siger: ”Ja, min skat, det er vi. Hvorfor?”
”Fordi jeg har lige bidt mig på tungen.”
en pige, 9 år

Hvorfor kan en blondine ikke lave isterninger?

Und glemmer altid opskriften.
en pige, 11 år

To frøer sidder ved vandet.
Siger den ene til den anden:
ӯv, det begynder og regne.
Lad os ser at komme i vandet ellers bliver vi våde.
en dreng, 8 år

Kalle er på gåtur med bedste.
På vejen ligger der en halvtredser.
Kalle er på vej ned for at samle den op.
”Kalle, hvad der ligger på jorden, samler vi ikke op!”
Lidt senere ligger der hundrede kroner på jorden.
Kalle er igen på vej ned for at samle den op.
”Kalle, jeg sagde jo, at det der ligger på jorden, samler vi ikke op!”
En stykke hen ad vejen ligger der bananskræl.
Bedste glider og ligger på ryggen.
”Kalle, hjælp mig op igen!”
”Nej, bedste, jeg må ikke samle op hvad der ligger på jorden!”
en dreng, 11 år

Alt i alt kan jeg sige, at børnene i dag fortæller ikke mere mange vittigheder. De er mere i gang med internettet og mobiltelefoner. En veninde, som arbejder som børnehaveleder har også bekræftet min teori. Hun siger at børnene begynder i førskolen med at fortælle vitser, men kun nå forældrene eller store søskende også fortæller vitser.
Hvis førskolebørn har hørt en vittighed, så plejer de at fortælle den om og om igen for en par uger ad gangen.
Med de nye medier er sojve film og billeder favoritter:

Eller børnene laver selv film:
to drenge, 12 år

Børns mundtlige lege kultur

Aktiviteter, genrer og udtryksformer i mundtligt baseret leg og fortællinger er i teksten defineret som børns mundtlige legekultur.
Det indeholder forskellige genrer, som kælenavne, gyser- og nonsenshistorier, lude, rim og remser, gådevitser, tunge-twistere, sprogligt pjat, osv.
Sproget bliver forandret og tilpasset situationer i hverdagen.

Gåde og gådevitser

Det er en spørgsmål-svar-formel. At svare på disse spørgsmål kræver sproglig viden, logisk sans, fantasi, viden om verden samt kendskab til et kulturelt præget billedsprog, fordi svaret er ofte logisk, men absurd.
Det kræver forskellig viden og forståelse for forskellige gåder og gådevitser.

Gyserfortællinger

De skal indeholde spændning. Tilhøreren forventer noget uhyggligt, men ved ikke hvordan og hvornår det sker.
Gysefortællinger kan slutte som en parodi.
Den mest spændende fortælling er fortalt med brug af mange sproglige og dramatiske virkemidler, så som stemmeføring, pauser og gestik. Den gode fortæller er lydhører og reagerer på reaktioner fra tilhørerne. På denne grund kan en gysehistorie fortælles på mange forskellige måder.

"Alle børnene"-genren

Det dukker op omkring 1990 og indeholde tre sætninger. Først den som beskriver en norm for alle, derefter kommer undtagelsen og dens navn og til sidst undtagelsen fra normen, som er fortallt som en rim.

Parodier

For at forstå en parodi skal man kende det som parodieres. Der bliver gjort grin med nogen eller noget, ligemeget om det er fx en kendt film, person, sang, osv.
Det er en komisk efterligning af en forfatters stil, holdning, ordbrug og tonefald, som er rettet mod sprogets indhold- og udtrykside.

Rim og remser

Det er svært at kategorisere, fordi rim og remser er så forskelligartet sprogligt og inholdsmæssigt, dog findes der nogle fælles træk: dels en enkel og klar markeret rytme og dels brugen af forskellige rim-former, så som bogstavrim og enderim.
Remserne har eller havde tit bestemte didaktiske funktioner og formål.
Videregivelse sker i forskellige sammenhæng og udtryksformer.


Med hjælp af disse genrer er det oftest nemmere for børn at udrede sig med kulturelle tabuer. Det kan alligevel formuleres med en passende distance.
Familien har en stor betydning for børns mundtlige legekulturelle former, fordi de har indvirkning på leg med sproget, fortællekompetencer, repertoire, generelt handlen og humor. At lege med sproget på de forskellige måder ske i mange familie- og festsituationer.
Vores kommunikative færdigheder tilegner vi os igennem samspillet med andre.
I dag har de nye medier også en stor indvirkning, som man ikke må glemme, når man betragter børns mundtlige legekultur, fordi medieindtryk og -former har en grundlæggende betydning i legekulturen.
Mundtlig leg adskiller sig fra andre af sprogets hverdagsfunktioner men hænger tæt sammen med hverdagsfunktioner, at afgrænse de to fra hinanden er oftest svært.

Pædagogen må overveje, hvordan de forholder sig til legekulturen. At skabe tid til legekulturen er vigtigt, men man burde altid vide hvornår man skal intervenere og støtte og hvornår man skal holde sig tilbage.
Pædagoger er i stand til at formidle sprog som et leg, hvis de slev kan lege med sproget. At formidle sprog vil inspirerer børnene til selv at lege videre med sproget.
I det pædagogiske arbejdsfelt vil pædagogen ofte komme i kontakt med den mundtlige legekultur af børnene og her opstår så chancen eller muligheden for at snakke om det, forklare måske noget eller udvikle en opgave til institutionen eller gruppen, fx. at skrive en egen vitsebog.

Forskellige genrer

Gådevitser

• Hvor mange bogstaver er der i alfabetet? 

               ni!(a-l-f-a-b-e-t-e-t)!

• Hvad er forskellen på at falde ned fra 1. sal og 10. sal i et højhus??? 

               Hvis man falder ned fra 1. sal siger det: BUMB ARRRRRGH 

               Hvis man falder ned fra 10. sal siger det: ARRRRRGH BUMB

• Hvad kalder man en boomerang der ikke kommer tilbage? 

              en pind

Gyserfortælling

(kun en begyndelse af historien, men godt gjort!) 

"Alle børnene"-genren

• Alle børnene sprang med faldskærm undtagen Henning, han sprang uden for han elskede spænding.

• Alle børnene stod med vand til halsen undtagen Trille hun var for lille.

• Alle børnene kunne nå jorden, undtagen Dorthe, hendes ben var for korte.

Parodier

Rim og remser

Slikke Rikke, Slikke Rikke
hun skal altid tigge.
Må jeg få?
Må jeg få?
Slikke Rikke - du må gå.

Goddag på en søndag,
jeg skulle hilse på tirsdag
og spørge på onsdag,
om I på torsdag
ville komme på fredag
og besøge os på lørdag

Æbler og pærer de vokser på træ
danser min pige,
så danser jeg med,
de rige må køre
de fattige gå
og Kongens dragoner på vagten må stå.