At skabe antropologisk viden

Antropologisk viden om børn skabes igennem feltstudier.

Felstudie eller feltarbejde betyder at arbejde med menneskerne man udforsker, altså at arbejde i feltet. Kun på den måde har man muligheden for at skabe relationer. Og uden relationer ingen feltstudie.
Relationer og tiden det tager at bygge dem op, skaber forudsætning ikke kun for at se mønstre og vigtige gentagelser, men også forudsætninger for at skelne typiske fra de enestående. Hvis feltopholdet er for kort, kan det ske at man forstå ikke sammenhænge, roller, rutiner og sprog, man har ingen fast grundlag.
Efter et stykke tid i en børnegruppe er det muligt at forstå uden at få en forklaring. Her ligger muligheden for at forstå barnets selvforståelse, som er umuligt at blivet udtrykt, at forstå kompleksiteten bag menneskers handlinger.

Ved siden af indlevelsen er analytisk distance nødvendig. Feltarbejde som deltageobservation er en vekselvirkning mellem deltagen og professionelle distance. Oftes er det behov for forstå inden man handler. Derfor indeholder det at tage observation også at lægge afstand til det kendte. Her er det nødvendigt at bryde med sit egen værdigrundlag, og det betyder at bruge  et andet værdigrundlag.

Også vigtigt for en sådan studie er at stille sig undrende. At undre sig giver spørgsmål, henviser til nye udforskninger og reflektere over sammenhænge. I feltarbejde findes ikke den ene vej og metoder udvikler sig igennem arbejde, som tilpasser sig arbejdet. Feltarbejde er nemmere derhjemme end ude i verden. Det er en stor forskel på hvilket sted man arbejder, men kategorier som kendt eller fremmed skal være relative i feltarbejdet.

Grundlaget for balancen mellem nærhed og afstand og også for at stille sig undrende er at kunne reflektere sin egen og andres handling.

Tolkning i sammenhæng med opservationer er uomgængelig, men vigtig er en stadig åbenhed for forskellige fortolknigsmuligheder og en stædig dialog mellem materialet, feltarbejdsprocessen og fortolkninger, man lægger ind i iagttagelserne.
Hvis man skriver er det nødvendig at huske at det er ikke muligt at notere alt og også her sker ubevidste tolkninger. Man inddrager nogle forhold som relevannte, men udelader andre, der ikke opfattes som signifikante for ens problemstillning. Forskerne må være i det mest mulige omfang opmærksom på udvælgelser der foretages, og personlige forhold, så som sym- og antipatier, sociale, kulturelle, politiske, faglige og kønslige forudsætninger.
Udover alt det, er den subjektive mellemkomst, for at begribe virkeligheden, altid en del af antropologiske videnskab.

Den antropologiske tilgang til børn retter sig ikke primært mod et afgrænset barneperspektiv endsige mod at repræsentere børns viden i nogen entydig forstand. Barneperspektiv er en analytisk konstruktion og ingen empirisk størrelse. I feltarbejde er det kopplet med de teoretiske overvejelser. Forskerne skal se at der findes en sammenhæng mellem hvordan disse overvejelser indgår i arbejdet, hvordan de skaber grundlag for erkendelser og hvordan de formidler. Såvel barneperspektiv som børnekultur er produkter af forskningsprocessen skabt i samspillet mellem empiri og teori.

En forsker kan få indsigt i børns verden, men hans viden vil altid være af en anden slags end den viden, som børn i deres daglige liv handler ud fra, fordi det er erfaringsviden.
Hovedsagen ved antropologisk forskning er at overskride de lokale perpektiver. Uden at skære alle børn over én kam. Her spiller deltagersobservationer igen en stor rolle. Ligeledes er det vigtigt at erkende de metodiske begrænsninger.

Børnene kender ikke videnskabelig kontekst, derfor er forskerne skeptisk med at vise børnene observationer og interviewudsagn. Det er grunden hvorfor atropologiske forskning retter sig mod børns viden og deres perspektiver. Forskerne kommer jo aldrig så tæt på, at de kan sige, de deler deres efaringer eller ved hvordan de tænker. Her er der efterspurgt professionel distance, fordi relevansen af bedømmelsen bygger på de teoretiske infaldsvinkler.

Også er konteksten rundtomkring barnet meget vigtigt, man kan ikke vide på forhånd hvilke sammenhænge er relevante, det skal blive undersøgt. Konteksten skal være forkningsobjekt, på samme vis som børn og barndom. Konteksten er det der gør etnografiske undersøgelser særskilt antropologiske.

At feltarbejde betyder at man må være sig bevidst, hvordan man afgrænser sit objekt og dermed sit felt. Antropologiens væsentlige bidrag til børneforskningen ligger i udforskningen af forbindelserne mellem barnet og deres kontekst, forbindelserne mellem det individuelle og det generelle.
Anders som den store3 dele af børne forskningen få man herigennem viden om hverdagslivet.